Anne Katrine, Gry og Martina støtter børn og unge fra familier med misbrug

Fra venstre: Anne Katrine Laursen, Gry Skaarup og Martina Dagø (Foto: KFUM Sociale Arbejde)
dato

Anne Katrine Laursen, Gry Skaarup og Martina Dagø er ansat i KFUM’s Sociale Arbejdes tilbud ”Ballast”.

Ballast tilbyder gratis og professionel behandling til 5-25-årige børn og unge fra familier med alkohol- og stofmisbrug. De har det ofte svært, fordi de forsøger at dække over forældrene, må tilsidesætte egne behov og har vanskeligt ved at tolke, føle og udtrykke følelser. 109.000 børn vokser ifølge Statens Institut for Folkesundhed op med forældre med alkoholproblemer. Det svarer til to i hver skoleklasse.

Ballast tilbyder også, at børn og unge kan mødes og hygge sig med hinanden og frivillige voksne i Ballasts caféer. Ballast findes i Sydvest- og Nordvestjylland i kommunerne Esbjerg, Fanø, Tønder og Varde samt Jammerbugt, Morsø og Thisted.

Martina Dagø er ansat som behandler i Ballast Esbjerg. Hun kommer fra en stilling som socialrådgiver i Familieafdelingen i Esbjerg Kommune og har stor erfaring med børne- og ungesamtaler. Hun har tidligere været familierådgiver i Gladsaxe Kommune og socialrådgiver i Kriminalforsorgen. Martina er uddannet socialrådgiver og har efteruddannet sig i kollegial supervision og socialt arbejde.

Martina bor i Esbjerg med sin mand og deres to børn. Hun elsker at gå lange ture med hunden, ofte med musik i ørerne. Aftenerne bliver som regel tilbragt med en bog i hånden.

Anne Katrine Laursen og Gry Skaarup er begge ansat som barselsvikarer i Ballast i Nordvestjylland.

Anne Katrine er uddannet socialrådgiver og læser på kandidatuddannelsen i socialt arbejde ved Aalborg Universitet. Hun har hidtil været frivillig i Ballasts café for børn og unge i Thisted, hvor hun også bor.

Gry kommer fra en stilling som frivilligkonsulent og koordinator hos Frivilligcenter Mors, hvor hun har hjulpet foreninger og været tovholder på rådgivningstilbud til sårbare unge. Gry er uddannet psykoterapeut og bor i Frøstrup.

KFUM's Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx mennesker i ensomhed og hjemløshed, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. Med 1.200 ansatte og over 2.750 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer med 200 institutioner og sociale tilbud.

Kilde: KFUM Sociale Arbejde
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.