Jørn skal støtte børn fra familier med misbrug

Profilbillede
Astrid Bruun

Jørn Jensen Weissert er ansat som projektmedarbejder i Ballast under KFUM’s Sociale Arbejde.

Ballast tilbyder gratis hjælp og behandling til 5-25-årige børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug. Børnene kan få anonym og professionel hjælp til at forstå, acceptere og håndtere følelser, reaktioner og ar på sjælen som følge af misbruget i familien. Behovet for hjælp er stort, da omkring 780 børn i Tønder Kommune vokser op i en familie med et alkoholproblem. På landsplan er tallet 122.000 – svarende til cirka to i hver skoleklasse.

Ballast-behandlingen, som både foregår individuelt og i grupper, tilbydes i samarbejde med syv kommuner i Nordvestjylland og Sydvestjylland. Jørn kommer primært til at arbejde i Tønder og omegn, hvor han skal støtte op om og deltage i behandlingen af børn og unge, tage del i ansvaret for frivillige samt køre børn og unge til og fra behandling.

Jørn er uddannet pædagog og har taget en række efteruddannelser. Han kommer fra et job som familiebehandler i Tønder Kommune. Tidligere har han arbejdet som familiekonsulent i kommunen og som pædagog forskellige steder.

Jørn er 48 år og bor med sin kone i Rørkær ved Tønder. De har to voksne børn. I fritiden går Jørn op i politihunde-træning, og han træner sin schæfer i den lokale forening, hvor han også sidder i bestyrelsen.

Ballast er finansieret af Socialstyrelsen og er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, der hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. KFUM’s Sociale Arbejde har over 170 sociale institutioner og projekter, flere end 900 ansatte og 2.500 frivillige landet over.

* Tallet 122.000 børn stammer fra en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Tallet 780 børn i Tønder Kommune er en gennemsnitsberegning baseret på kommunens indbyggertal.

Kilde: Redaktionen
Flere artikler