Tønder Festival letter på hatten og byder velkommen til traditionsfortolkere, gamle kæmper og nye fremstormende musikere og sangskrivere. Glæd jer til blandt andre The Bothy Band, Capercaillie, Melissa Horn, Drew Holcomb & The Neighbors, Skipinnish, The McCrary Sisters og Albin Lee Meldau.
Skal historiens berømte vingesus ikke bølge henover festivalpladsen i et år, hvor Tønder Festival har 50-års fødselsdag? Jo, det skal det da. Kendere vil klappe i hænderne, når den stilskabende irske gruppe The Bothy Band går på scenen. The Bothy Band var aktive i 1970’erne og er nu gendannet med navnkundige Dónal Lunny i spidsen.
To ekstra jubilæer på programmet
Tønder Festivals jubilæumsår bliver begunstiget med jubilæer for to skotske bands. Capercaillie, som har optrådt på festivalen mange gange tidligere, fejrer 40-års jubilæum i år. Deres gode kolleger i Skipinnish, også et velkendt navn i Tønder, fejrer 25-års jubilæum. Og nu vi er ved Skotland, får de to veterangrupper følgeskab, dels af Fara, som kommer fra Orkney-øerne og har besøgt festivalen flere gange, og dels det nyere navn Kinnaris Quintet – en gruppe med stor succes og kreativt tag på den skotske folkemusiktradition.
To svenske topnavne
Fra Sverige kommer to yngre sangskrivere med stor popularitet i Skandinavien. Melissa Horn besøgte Tønder Festival i 2018 og kommer tilbage i år. Albin Lee Meldau er her for første gang og er et af helt store navne i hjemlandet samt i Norge.
Gospel, americana og en amerikansk drøm
Med The McCrary Sisters fra Nashville får publikum en gospel/soul-oplevelse af den autentiske slags. Fra samme velkendte musikby kommer sangskriveren Drew Holcomb, som er særdeles velanskrevet på americana-scenen i USA, og han kommer med sit band The Neighbors. Sidst, men ikke mindst, er Tønder Festival igen first mover og præsenterer det nye navn Jon Muq, en sangskriver og sanger oprindeligt fra Uganda, nu bosiddende i USA og stærkt på vej frem.
OM KUNSTNERNE:
The Bothy Band (IRL)
De er levende legender inden for den irske folkemusik. The Bothy Band var aktive fra 1975 til 1979 og er nu atter samlet. Selvom de fleste af medlemmerne har gæstet Tønder Festival gentagne gange i forskellige sammenhænge, er det første gang, de går på scenen i Tønder som The Bothy Band. En gruppe, der for altid ændrede irsk folkemusik og blev en inspiration for en række musikere og bands, der kom efter dem. The Bothy Band formåede at få den traditionelle irske dansemusik op på scenerne i alverdens koncertsale med nye, friske arrangementer af de gamle melodier og sange. Der var et rytmisk punch, en ny formel for irsk folkemusik, som inspirerede store grupper som Dervish og Lunasa. The Bothy Band blev dannet af Dónal Lunny (tidligere Planxty). I gruppens levetid i 70’erne var der forskellige udskiftninger, og guitaristen Mícheál Ó Domhnaill gik bort i 2006. Det genopståede The Bothy Band består i dag af de oprindelige medlemmer Dónal Lunny, bouzouki, Matt Molloy, fløjte, Paddy Keenan, uilleann-pipes, Paddy Glackin, violin, og Kevin Burke, violin, Tríona ní Dhomhnaill, keyboard, vokal, samt Seán Óg Graham, guitar. Sidstnævnte er også et kendt ansigt på festivalen som medlem af Beoga og Fiddler’s Bid. Eneste danske festival i 2024.
Capercaillie (SCO)
I 40 år har de skotske crossover-pionerer i Capercaillie fået publikum til at gynge med til koncerter fra Oban til Bagdad. Capercaillie kom til verden i 1984 og var blandt de første skotske orkestre, der fusionerede folkemusikken med moderne produktionsformer. Fra starten har det været Karen Matheson og Donald Shaw, der tegnede bandet. Matheson betegnes som en af de allerbedste gæliske sangerinder, og blandt hendes fans var selveste Sir Sean Connery, der beskrev hendes sang som “a throat that is surely touched by God”.
Donald Shaw har udover sit virke som harmonika- og keyboardspiller i Capercaillie produceret musik for en lang række kunstnere og komponeret prisvindende musik til film og TV. Han har blandt andre samarbejdet med Nancy Griffith, Peter Gabriel, Ornette Coleman og Bonnie Raitt. Capercaillie formår stadig at puste nyt liv i 400 år gamle sange og melodier, og med over en million solgte plader på verdensplan har Capercaillie ekspanderet sin fanbase langt ud over de skotske grænser. Capercaillie har flere gange optrådt på Tønder Festival, og publikum har kunnet følge med i de skiftende musikalske udtryk og den diversitet, der kendetegner gruppen. Eneste danske festival i 2024.
Albin Lee Meldau (SE)
En svensk stemme med bred appel. Albin Lee Meldau har for længst bevist sine evner som en fremragende popsmed, og han er et kæmpenavn i Sverige og Norge. Den 36-årige sanger og sangskriver trækker på den gode popkomponists inspirationslager fra pop, soul, indierock, country og meget andet. Hans lyse og kraftfulde vokal er et stærkt kort, og sangene hælder ofte til den melankolske og følsomme side. Albin Lee Meldau udgav i 2016 en debut-EP’en “Lovers” efterfulgt af EP’en “Bloodshot” i 2017.
Samme år deltog han på den store branchefestival South By Southwest i Austin, Texas, som var med til at sætte yderligere gang i karrieren. I 2018 udkom albummet “About You” på det amerikanske selskab Astralwerks. Albin Lee Meldau gik i 2020 nye veje og hengav sig til sit modersmål på albummet “På svenska”. På Tønder Festival giver Albin Lee Meldau to koncerter. Den ene er en “Hommage på svenska”, hvor han og bandet fortolker og hylder den svenske sangskat med sange af Cornelis Vreeswijk, Alf Robertson, Fred Åkerström med flere. Den anden koncert er med hans egne sange fra bagkataloget og nye sange fra et kommende album i 2024. Eneste danske festival i 2024.
Melissa Horn (SE)
Melissa Horn vandt en masse bankende hjerter, da hun i 2018 optrådte på Tønder Festival for første gang. Hun står på skuldrene af svenske sangerinder og sangskrivere som Lisa Nilsson og Lisa Ekdahl og trækker på stolte visetraditioner og svenskernes ustoppelige evne til at skrive iørefaldende popmelodier. Melissa Horn debuterede i 2008 med albummet “Långa Nätter” og fik året efter sit store gennembrud med “Säg ingenting till mig” der blev nomineret til flere svenske grammies, blandt andet den prestigefyldte “Artist of the Year”.
Melissa Horns tekstunivers centrerer sig om den svære kærlighed, der byder på både håb og afsavn, og de store følelser understreges af hendes udtryksfulde stemme og et lydbillede, der strækker sig fra det akustisk nedtonede til melankolsk pop-rock. Melissa Horns seneste album kom i 2019, og siden har hun været vært på svensk TV4’s program “Så mycket bättre”, der svarer til det danske “Toppen af poppen”. I kølvandet udgav hun en EP med fortolkninger af andres sange. Melissa Horn er på en omfattende forårsturné i 2024 i de nordiske lande. Samtidig færdiggør hun materiale til det første album i fem år. Eneste danske festival i 2024.
The McCrary Sisters (USA)
En gospelgruppe i den øverste afdeling af amerikansk rootsmusik. The McCrary Sisters fra Nashville er en institution og fornemme repræsentanter for en gospel-inspireret vokaltradition. De holder sig ikke slavisk til gospelmusikken, men krydrer gavmildt med blues, soul, rock og americana. Det er amerikansk musik på højt niveau og vokaler, der uden tvivl vil få teltdugen i Tønder til at blafre ganske betragteligt.
The McCrary Sisters er kendt som kvartet, men i juni 2022 gik den ene søster, Deborah McCrary, bort. Gruppen forsatte som trio bestående af de tre søstre Ann, Regina og Alfreda McCrary. Musikken og sangen har været der hele livet for søstrene. Deres far var baptistpræsten Samuel McCrary, en af grundlæggerne af den legendariske gospelgruppe The Fairfield Four.
Som The McCrary Sisters har de udgivet og optrådt siden 2010, og gennem årene har de arbejdet sammen med navne som Delbert McClinton, The Black Keys, Rosanne Cash, Carrie Underwood, Sheryl Crow og Dr. John. Seneste udgivelser er singlerne “Shake It Off” og “Run” (2022). Eneste danske festival i 2024.
Drew Holcomb and The Neighbors (USA)
Der er sket meget i Drew Holcombs karriere siden starten som soloartist i fødebyen Memphis til i dag, hvor han er en feteret kunstner på americana-scenen. Hans popularitet tog fart allerede ved udgivelsen af debutalbummet “Washed in Blue” fra 2005, der førte til afspilninger af hans sange i forskellige TV-programmer. Året efter blev han gift med singer-songwriter Ellie Holcomb (født Bannister), som også blev en del af hans band Drew Holcomb and The Neighbors. De bosatte sig i musikmekkaet Nashville, hvor Ellie Holcomb kommer fra.
Drew og Ellie turnerede flittigt med bandet og varmede op for store navne som Susan Tedeschi, Ryan Adams, Los Lobos og The Avett Brothers. Musikalsk befinder Drew Holcomb sig i grænselandet mellem country og folk. Hans sange behandler eksistentielle emner, hvor kærligheden til familie og livet generelt skinner igennem. Drew Holcombs koncerter er blevet dokumenteret på flere live-udgivelser, blandt andet fra Ryman Auditorium i Nashville. I 2023 udkom albummet “Strangers no more”, og i februar optrådte Drew Holcomb i det populære talkshow, Jimmy Kimmel Live. I foråret 2024 er han og bandet på en landsdækkende turné i USA. Eneste danske festival i 2024.
Skipinnish (SCO)
Der er en lang tradition på Tønder Festival for at tilbyde publikum toppen af skotsk folkrock. Skipinnish er et af de skarpe skotske bands, der har været her før, og som helt oplagt går på scenen i år. To jubilæer mødes: Festivalen fejrer sit 50-års jubilæum, og Skipinnish sit 25-års jubilæum. Skipinnish er lyden af bagpipe, accordion og violin på en solid bund af bas, trommer og keyboard. Et stilsikkert bud på moderne keltisk musik med en blanding af traditioner og opdateret rocklyd.
Det hele begyndte, da accordionspiller Angus MacPhail mødte bagpiper Andrew Stevenson i 1999, hvor de studerede på The Royal Scottish Academy of Music and Drama i Glasgow. De kommer begge fra det vestlige Skotland – henholdsvis Tiree og Lochaber. Skipinnish blev hurtigt et af de etablerede navne på den skotske folkemusikscene. De har udgivet en lang stribe album, og det seneste er ”Steer by the Stars” fra 2019.
Bandets sanger Norrie MacIver (tidligere med blandt andre Bodega og Mànran) kom med i Skipinnish i 2016 og afløste Robert Robertson (i dag med Tide Lines). De øvrige medlemmer er Rory Grindlay, trommer, Charlotte Printer, bas, Alistair Iain Paterson, piano, Archie McAllister, violin. Eneste danske festival i 2024.
Jon Muq (EAU/USA)
Historien om Jon Muq er usædvanlig. Og det er en god historie. Jon Muq er sangskriver og guitarist, og hans debutalbum “Flying Away” udkommer i maj 2024. Albummet er produceret af Dan Aurbach fra The Black Keys. Hvem er han så, denne Jon Muq?
Han er født og opvokset i Kampala i Uganda. En barndom og ungdom præget af fattigdom, men også med stor kærlighed til musik. Han lærte at spille forskellige instrumenter, sang i et skolekor og lyttede til al den musik, han kunne komme i nærheden af. Fik fat i en guitar og lærte sig det mest nødvendige. Han lagde en video på YouTube, og på en eller anden måde nåede hans bemærkelsesværdige stemme og indlysende musikalitet frem til et cruise-selskab med base i USA. De hyrede ham i 2017 til at optræde på et luksuscruise i Caribien. Det blev adgangsbilletten til Jon Muqs nye liv i Austin, Texas, hvor han forsøgte at skabe sig en karriere som musiker og sangskriver.
På et tidspunkt indspillede han en version af Lennon/McCartneys “Blackbird” og lagde den på nettet. En mail tikkede ind. Dan Aurbach fra The Black Keys ville gerne arbejde med ham. Og nu er Jon Muq undervejs med albummet “Flying Away” og en turplan i USA og Europa. Eneste danske festival i 2024.
Fara (SCO)
Publikum på Tønder Festival kender gruppen Fara, for de har besøgt festivalen hele tre gange. Senest i 2021, hvor festivalen på grund af pandemien var erstattet af koncerter i Schweizerhalle-Tønder Kulturhus. Fara kommer fra Kirkwall på Orkneyøerne og blev dannet i 2014 som kvintet. I dag er Fara en kvartet og består af de tre kvindelige violinister Kristan Harvey, Jeana Leslie og Catriona Price samt pianisten Rory Matheson, som kommer fra den skotske nordvestkyst. Gruppen har etableret sig som et gennemmusikalsk og friskt bud på den traditionelle skotske folkemusik med særlig vægt på musikken fra Orkney. Medlemmerne i bandet er vokset op med musikken og uddannet på blandt andet The Royal Conservatoire of Scotland, Glasgow School of Art og The Royal Academy of Music. Fara har gjort sig bemærket på den skotske musikscene og vundet priser såsom BBC Radio 2 Young Folk Award og BBC Radio Scotland Young Traditional Musician of the Year. Musikken er en blanding af traditionals fra Orkney og nye selvskrevne melodier. Seneste album er “Energy Islands” (2022). Eneste danske festival i 2024.
Kinnaris Quintet (SCO)
Kinnaris Quintet består af fem kvinder, der alle har tilkæmpet sig en førende position på den skotske folkemusikscene gennem storslået musikalsk håndværk og kreativitet. Kvintetten består af Jenn Butterworth, guitar, Laura-Beth Salter, mandolin og tenor guitar, Aileen Reid, 5-strenget violin, Fiona MacAskill, violin, og Laura Wilkie, violin. Når de går på scenen, skaber de et kraftfelt af intensitet og smittende energi. Kinnaris Quintet er dannet i 2017, og året efter udkom debutten “Free One”, der resulterede i nomineringer til både MG Alba Trad Music Awards og BBC Radio 2 Folk Awards.
I 2019 modtog kvintetten den eftertragtede pris Belhaven Bursary for Innovation in Music, der gives til skotske folk-artister, der er særligt innovative og skiller sig ud på deres felt. Og Kinnaris Quintet skiller sig i den grad ud. Med en solid fornemmelse for de skotsk-keltiske folkemusiktraditioner, går de fem kvinder nye veje med inspiration fra bluegrass, klassisk musik, nordisk folkemusik og oldtime.
I 2022 udkom Kinnaris Quintets andet album, “This Too”. Her kæles for klange og harmonier med dynamiske og intelligente arrangementer. Kinnaris Quintet har optrådt sammen med en lang række kunstnere, heriblandt Karine Polwart, Julie Fowlis, Dreamers’ Circus og Frigg.
Tønder Festival 2024 – indtil videre:
Rodney Crowell (USA), Skerryvore (SCO), Brent Cobb (USA), Asleep At The Wheel (USA), The Bros. Landreth (CAN), David Ritschard (SE), Vincent Neil Emerson (USA), Capercaillie (SCO), The Bothy Band (IRL), Albin Lee Meldau (SE), Melissa Horn (SE), Dan Sultan (AUS), Elephant Sessions (SCO), Hush (DK), Jacob Dinesen (DK), Jonah Blacksmith (DK), Jake Vaadeland (CAN), The Hello Darlins (CAN), Xabi Aburruzaga (EUS), Folkeklubben (DK), S.G. Goodman (USA), Julie Fowlis (SCO), Foy Vance (UK), Sivert Høyem (NO), Sønderjyllands Symfoniorkester feat. Bjørn Eidsvåg (NO, DK), Kassi Valazza (USA), Elles Bailey (ENG), Hans Theessink & Blue Groove (NL, USA), Phosphorescent (USA), Fara (SCO), Drew Holcomb and The Neighbors (USA), The McCrary Sisters (USA), Jon Muq (EAU/USA), Kinnaris Quintet (SCO), Skipinnish (SCO).